Et sjældent billede – min far har overrasket sin mor ved vinduet ud mod vejen, i gang med strikketøjet. Hun var ellers ikke meget for at blive fotograferet, men det er dejligt, at det lykkedes – lige sådan husker jeg hende, glad beskæftiget.
Oppe på loftet for enden af den lange gang var et lille rum med skrå vægge og der havde farmor sine håndarbejdsting – ikke mindst bunker af blade med navnet “Flittige hænder”. Se en gang farmors flittige hænder.
Mine små hænder hjalp hun i gang med strikningen, og det var ikke helt nemt, for jeg er kejthåndet (eller venstrehåndet med vore dages mere politisk korrekte betegnelse). Vi sad ved siden af hinanden, og hver gang jeg havde fået garnet slynget over pinden, rakte jeg strikketøjet til hende, og så trak hun masken igennem. Lige indtil jeg selv kunne klare hele processen!
Det var også farmor, der lærte mig at skrive – med højre hånd. Den gang skulle vi jo skrive med pen og blæk i skolen, og så nyttede det ikke at skrive med venstre hånd og tvære det skrevne ud!
Ih, hvor var jeg glad for farmor. Hun bagte tvebakker (nærmest det man kalder kammerjunkere) og jeg var med til at trille dem. Når de var bagt første gang og blev skåret over, inden de skulle i ovnen igen og tørres, kom der en masse krummer, de store spiste jeg, og de små kom ud til fuglene.
I haven var der stikkelsbær, og farmor lavede marmelade, som jeg skulle have med hjem til far, for det kunne han så godt lide. Nej, hvor var jeg stolt over det glas, hvor der stod mit navn på.